UDDANNELSE
Martin, Nicolai, Rune og Bob ligger og slapper af på en græsplæne ved et vandværk. Der er helt roligt. Solen skinner, og fuglene synger. Det er de perfekte forhold til at ligge i græsset og småsnakke. De fire er en del af en bevogtningsstyrke, som har fået til opgave at sørge for, at en ukendt terroristorganisation ikke får adgang til vandværket. Der er naturligvis tale om en øvelse.

Læs mere her >>

Ude på overvågningsposten står Mathias og Christian. De spejder ud i terrænet, for terroristerne skal i hvert fald ikke slippe ind på deres vagt. Pludselig ser de en bevægelse bag nogle buske klokken to for posten. Minimum en person bevæger sig bag busken. Mathias og Christian iværksætter lydløs alarmering. De fire, som har ligget og nydt det gode vejr, springer op, griber deres våben og udstyr og besætter nærforsvaret. Alarmeringen er foregået fuldstændigt lydløst og skjult, så der er en chance for, at de formodede terrorister ikke har opdaget, at de er blevet set.

Pludselig kommer et køretøj til syne; det kører frem mod posten. Samtidig løber flere personer nu ud fra buskene 150 meter fra posten. Inde på vandværket har man aftalt en seneste ildåbningslinje, og da personerne, som jo er formodede terrorister, passerer denne linje, begynder skyderiet.

De seks kammerater, som alle kommer fra det motoriserede infanterikompagni i København City, skyder ud i deres ansvarsområder, og de skyder med skarp ammunition. De formodede terrorister er grønne aluminiumsskiver, som vipper op af jorden, og de lægger sig hurtigt igen, for næsten alle skud rammer.

Det er den 17. maj, og skydningen foregår i Jægerspris Skydeterræn, som er det perfekte sted for uddannelser og øvelser med skarp ammunition. I denne weekend gennemfører Hærhjemmeværnsdistrikt Storkøbenhavn våbenuddannelse på let maskingevær, dysekanon, panserværnsvåben og bevogtningsskydningen, som alle infanterister skal gennemgå som en del af deres uddannelse.

Dette er en beskrivelse af en af de ting, som du vil opleve, hvis du bliver optaget i indsatsstyrken. Uddannelsen består af hjemmeværnets lovpligtige uddannelse, grundlæggende indsatsstyrkeuddannelse og resterende indsatsstyrkeuddannelse. Når din enhed er klar, skal den op til en såkaldt inspektion, som er en øvelse, hvor enheden skal vise, at niveauet er tilfredsstillende.

Hertil kommer den funktionsrelaterede uddannelse, som – så navnet siger – afhænger af den funktion, du får i din enhed.

Dit uddannelsesbehov afhænger af din baggrund Hvis du har aftjent værnepligt i forvejen, skal du selvfølgelig ikke igennem det grundlæggende én gang til. Når du er blevet optaget i enheden, vil der derfor blive udarbejdet en uddannelsesplan for dig, som tager hensyn til dette.

Du kan læse meget mere om uddannelser i hjemmeværnet på www.hvs-info.dk.